Alt dette lærte tidens adelsfolk og fyrster af dansemestrene, der dels var fast tilknyttet et hof, eller som rejste rundt fra hof til hof. En del af underholdningen om aftenen kunne så være, at et eller flere par fremførte de danse, de havde lært af dansemesteren.

Contrapasso har afgrænset sit repertoire til at omfatte højrenæssancen dvs. indenfor dansehistorien ca. 1560 - 1620. Fra denne periode har vi en del kildemateriale især fra Frankrig, Italien og England, men vi må formode, at man har danset de samme dansetyper i resten af Europa, da musik til de pågældende danseformer findes i flere lande bl.a. Danmark.

Contrapasso henter især sine danse fra: Orchésographie (1588) af Thoinot Arbeau, der var præst i Langres. I sin bog skildrer han indgående dansenes rytmer, gengiver melodier samt i dialogform med en elev fortæller han om dans og opførsel. Fabritio Caroso i Italien er ophavsmand til 2 manuskripter: Il Ballarino (1588) og Nobiltà di Dame (1600). De indeholder en lang række koreograferede danse såvel for par som for et større antal personer. Og i 1602 udgiver Cesare Negri: Le Gratie d'Amore, der bygger videre på Carosos stil. I England udgiver Playford ca. 1650 samlingen The english Dancingmaster, der indeholder en lang række mere populære danse såsom Sellingers Round. Disse danse har givetvis været populære i lang tid, hvilket vi kan se ud fra de få kilder vi har fra tidligere i århundredet fra England.

Der findes dog stadig "nye" manuskripter, som f.eks. Santucci: Mastro di Ballo (fundet efter at have ligget gemt og glemt i et romersk palads og genudgivet i 2004).

Her er et par eksempler på dansetyper:

Pavane: En af renæssancetidens nok kendteste danse er pavanen, der er en højtidelig og langsom dans - lidt som en procession. Arbeau siger: "Pavanen tjener konger, prinser og alvorlige herrer til at vise sig ved en højtidelig fest med deres store paradeklæder. Den bruges også i maskerader til guder og konger med megen majestæt." På nutidigt fransk har man stadig verbet 'se pavaner', der betyder at føre sig frem. (Se et eksempel på pavane via vor filmside)

Gaillarde: Det er en improviseret springdans, hvor de dansende kan få lov til at brillere med indviklede variationer over gaillardens grundtrin 'cinquepasso' (femtrin). Det var almindeligt, at en sådan gaillarde blev fremført af et par ad gangen og meget ofte med en variation fra herren, som så blev svaret fra damen. Der findes dog også koreograferede danse, hvori der indgår en gaillarde del.

Bransler: (kædedanse) I disse danse kan alle være med. Grundstammen i dansene er et enkelttrin (trin til siden og samle) eller et dobbelttrin (trin til siden, trin til siden og samle) - lidt som det vi kender fra færødansene. Det spændende ved disse enkle danse er rytmerne, og at dansens trin (om det skal være enkelte eller dobbelte) afhænger af melodien, der spilles og ikke af musikkens grundrytme. Man skal forestille sig en stor kreds af dansende, der danser omkring musikerne (f.eks. violin, tromme og fløjte), der gør deres bedste for at se, om de kan få danserne til at træde forkert. Danserne på deres side har dog også mange muligheder for at variere trinene og dermed rytmerne. I Orchésographie (1588) finder man også en hel række koreograferede bransker f.eks. 'Vaskekonernes bransle' og 'Tjenestefolkenes bransle', hvor hoffolkene kunne more sig med at danse som tyende, eller 'den skotske bransle', der blev introduceret efter at Frankrigs kongelige to gange havde indgået ægteskab med Skotland. (se dansen via vor filmside).

Udover de tre nævnte dansetyper findes der 'Allemande' (tysk dans), Basse Danse (lidt gået af mode i højrenæssancen), Canario, Morisque, Passo Mezzo samt et stort antal koreograferede dansesuiter for et eller flere par i de ovennævnte italienske dansemanuskripter. De fleste af disse kan i dag findes på nettet både i facsimile-udgave samt transskriberet. Skulle du have lyst til at vide mere eller have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.