Ny side 2

Dans var mere en blot underholdning i renæssancen. Dans var almen dannelse og dansemanuskripterne indeholder bl.a. regler om: Hvordan man tog sin hat af Hvordan man skulle sidde på en stol Hvordan man skulle opføre sig overfor dem, der havde højere eller lavere rang Hvordan man skulle gå osv. osv. Alt dette lærte tidens adelsfolk og fyrster af dansemestrene, der dels var fast tilknyttet et hof, eller som rejste rundt fra hof til hof. En del af underholdningen om aftenen kunne være, at et eller flere par fremførte de danse, de havde lært af dansemesteren.

Contrapasso har afgrænset sit repertoire til at omfatte høj renæssancen dvs. indenfor dansehistorien ca. 1560 - 1620. Fra denne periode har vi en del kildemateriale især fra Frankrig, Italien og England, men vi må formode, at man har danset de samme dansetyper i resten af Europa, da musik til de pågældende danseformer findes i flere lande bl.a. Danmark.

Contrapasso henter især sine danse fra: Thoinot Arbeau: Orchésographie (1588), Frankrig Fabritio Caroso: Il ballarino (1588) & Nobiltà di Dame (1600), Italien Cesare Negri: Le gratie d'Amore (1602), Italien Playford: The english dancingmaster (udgivet ca. 1650) og en del sekundære kilder som inspiration.

Der findes dog stadig 'nye' manuskripter, som f.eks. Santucci: Mastro di Ballo (fundet efter århundreder i et romersk palads og genudgivet i 2004).

Her et par eksempler på dansetyper:

Pavane: En af renæssance tidens nok kendteste danse er pavanen, der er en højtidelig og langsom dans - lidt som en procession. Arbeau siger: "Pavanen tjener konger, prinser og alvorlige herrer til at vise sig ved en højtidelig fest med deres store paradeklæder. Den bruges også i maskerader til guder og konger med megen majestæt. (På nutidigt fransk har man stadig verbet 'se pavaner', der betyder at føre sig frem.)

Gaillarde er en improviseret springdans, hvor de dansende kan få lov til at brillere med indviklede variationer over gaillardens grundtrin 'cinquepasso' (femtrin). Det var almindeligt, at en sådan gaillarde blev fremført af et par ad gangen og meget ofte med en variation fra herren, som så blev svaret med en variation fra damen. Der findes dog også koreograferede danse, hvori der indgår en gaillarde del.

Bransler (kædedanse): I disse danse kan alle være med. Grundstammen i dansene er et enkelttrin (bestående af et trin til siden og samle) eller et dobbelttrin (bestående af trin til siden, trin til siden og samle) lidt som det, vi kender fra færødansene. Det spændende i disse enkle danse er rytmerne, og at dansens trin (om det skal være enkelte eller dobbelte trin) afhænger af melodien, der spilles og ikke musikkens grundrytme alene. Man skal forestille sig en stor kreds af dansende, der danser omkring musikerne (f.eks. violin, tromme og blokfløjte), der gør deres bedste for at se, om de kan få danserne til at træde forkert. Danserne på deres side har dog også mange muligheder for at variere trinene og dermed rytmerne. Man kunne dog også vælge at danse en af de koreograferede bransler f.eks. 'Vaskekonernes bransle', 'Ærtebranslen' eller Tjenestefokenes bransle', der består af faste trinsekvenser.

Udover de tre nævnte dansetyper findes der 'Allemande' (tysk dans), Basse danse (lidt gået af mode i høj renæssancen), Canario, Morisque, Passo Mezzo osv., samt et stort antal af koreograferede dansesuiter for et eller flere par i de ovennævnte italienske manuskripter. De fleste af disse kan i dag findes på nettet både i facsimile-udgave og transskriberet. Skulle du have lyst til at vide mere eller have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.